Faglige nøgleord: Biokul (biochar), forurening, PFAS, spildevandsslam, landbrug, rensning af forurenet jord
Oplæg tilgængeligt på: Dansk og engelsk
Biokul, en form for trækul lavet af opvarmet organisk affald, har de seneste år fået stigende opmærksomhed som en metode til at forbedre jord i landbruget, rense forurenet jord/vand og bekæmpe klimaforandringer. På grund af de mange små porer kan biokul fremme plantevækst ved at holde på vand og næringsstoffer. På samme måde kan porer og andre strukturer i overfladen på biokullet, også binde forurenende stoffer. Derudover bliver kulstoffet fra det oprindelige affald bundet i biokullet under opvarmningen, i stedet for at blive udledt som CO2, hvilket potentielt kan bremse den globale opvarmning.
Gennem mit Ph.d. forsker jeg i de mulige risici ved at bruge biokul lavet af foruret affaldsprodukter, såsom spildevandsslam. Selvom opvarmningsprocessen (pyrolyse) kan fjerne nogle forurenende stoffer, er det stadig uvist om alle bliver fjernet. Nogle forurenede stoffer, såsom PFAS, kan derfor stadig ende i miljøet. Disse "PMT-stoffer" (Persistente, Mobile og Toksiske) er bekymrende, fordi de findes i mange hverdagsprodukter, men kan forblive i miljøet i lang tid og potentielt skade menneskers sundhed. Selvom der kan være en risici ved brug af slam-baserede biokul, kan de også bruges til at rense jord forurenet med f.eks. PFAS.
Mit Ph.d.-projekt undersøger, hvordan pyrolyse påvirker disse forureninger: bliver de nedbrudt, ender de i biokullet, og hvor god en evne til at binde fx. PFAS har biokullet? Det er afgørende at forstå disse risici for at sikre, at biochar er en sikker og bæredygtig løsning – både for landbruget og for miljøet.
Jeg begyndte min Ph.d. i september 2024, efter jeg havde skrevet kandidatprojekt om biokul som metode til at rense forurenet jord. Under mit kandidatprojekt, som jeg skrev i Norge, fandt jeg ud af at jeg synes det var interessant at fordybe mig i et emne og at jeg havde lyst til at arbejde med forskning. Efter et år som konsulent, fik jeg muligheden for at begynde på DTU som Ph.d. studerende.
Selve vejen til at blive miljøingeniør var ikke ret frem eller let. På gymnasiet gik jeg på musik A/engelsk A studielinje, og brugte derfor det meste af mit sabbatår på at opsupplere kurser i mat A, kemi B og fysik B. Herefter startede jeg på bachelor i miljø management på DTU, og forsatte med en kandidat i miljø og naturressourcer i Norge.