Faglige nøgleord: Kvindelig fertilitet, follikler, humane celler, in vitro dyrkningsmetoder, cancerpatienter, microfluidic system, kunstig æggestok, kvindelige reroduktions organer.
Oplæg tilgængeligt på: Dansk og engelsk
Mit projekt er i samarbejde med Rigshospitalet og handler om at udvikle en ny metode til at dyrke humane follikler in vitro. Afdelingen på Rigshospitalet modtager æggestokke fra cancerpatienter, hvis kemoterapi kan gøre dem infertile, og derfor er der behov for at fryse umodne follikler ned. Projektet går ud på at undersøge, om vi kan udvikle en kunstig æggestok, så folliklerne kan modnes og derefter fryses ned. Da folliklerne ikke kan dyrkes ved normale dyrkningsmetoder, prøver dette projekt at se på problemstillingen på en ny måde.
Det, jeg prøver, er at se på æggestokkene og folliklerne på en ny måde (som min vejleder siger: se på kroppen med ingeniørøjne). Umodne follikler findes i cortex af æggestokken, som er stiv og har lav vaskularisering. Under modningsprocessen bevæger folliklen sig mod medulla af æggestokken, som er blødere og mere vaskulariseret. Folliklerne modnes samtidig i bølger, hvorefter der sker en sorteringsproces gennem modningen, som gør, at kun én follikel undergår ægløsning. Derfor designer jeg en 3D-printet microfluidic chip, hvor mange follikler kan dyrkes, så parakrin signalering mellem folliklerne kan understøttes. Systemet er et microfluidic system, som designes, så det minder om blodårer, hvilket gør, at vi kan replikere den oxygenkoncentration, som folliklerne oplever i æggestokken. Hele systemet vil derefter kunne bruges til at undersøge, om ændringer i de mekaniske egenskaber omkring folliklerne har betydning for deres udvikling. Hypotesen er, at hvis vi inkluderer flere elementer fra in vivo, kan vi understøtte folliklerne og dermed hjælpe kvindelige cancer-overlevere med at blive biologiske mødre.
Jeg har specialiseret mig i avancerede dyrkningsmetoder af humane celler. Jeg synes selv, at dette er en meget interessant måde at kigge på kroppen. Det stiller krav til at forstå det biologiske system, men også til at spørge: hvorfor er det bygget op på denne måde? Hvad er vigtigst, og hvad kan vi replikere i vores systemer? På denne måde har jeg pludselig fået øjnene op for, hvorfor man skal overveje, hvor stift det materiale er, som man lægger cellerne ned i, samt diffusionskonstanter og bindingsmuligheder. For mit eget vedkommende, så med cellerne i fokus kan mange emner pludselig blive interessante. Jeg vil derfor betegne mig selv som en ingeniør-biolog.