Plastik - ikke så fantastisk

Plastikmaterialer bruges i enormt omfang, og det er svært at forestille sig et samfund uden dem. Men plastikprodukter har generelt en kort levetid og er ofte designet til engangsbrug. Dette fører til, at store mængder plastik ender i naturen, hvor det fragmenteres til mikroskopiske partikler – mikroplastik. Denne type forurening er problematisk, fordi mikroplastik ikke nedbrydes og har negative konsekvenser for miljøet. I de seneste år er der kommet stigende fokus på, hvordan mikroplastik også kan påvirke menneskers sundhed. Min forskning fokuserer på at vurdere de potentielle sundhedseffekter af mikroplastik og bygge bro mellem videnskab og lovgivning.

Plastik produceres primært af fossile brændstoffer som olie. Ved at reducere plastikforbruget kan vi samtidig mindske afhængigheden af fossile ressourcer og reducere CO2-udledninger. Desuden påvirker plastikforurening alle økosystemer – fra havet og ferskvand til jorden, planter, dyr og menneskers sundhed. Min forskning bidrager til en mere bæredygtig fremtid ved at skabe viden, der kan understøtte løsninger og lovgivning, som adresserer disse udfordringer.

Min rejse mod en PhD på DTU har været alt andet end lineær. Efter 10. klasse på efterskole startede jeg i gymnasiet, men indså i 1.g., at jeg ikke havde lagt det nødvendige arbejde i mine studier. Jeg valgte at droppe ud og tog et års pause for at finde retning og modne mig. Pausen gav mig tid til at udvikle mig, blandt andet gennem ophold på højskole, hvor jeg studerede politik og journalistik. Herefter startede jeg på HF med en klar målsætning om at yde mit bedste. To års hårdt arbejde resulterede i ét af årgangens højeste gennemsnit, som gav mig adgang til drømmestudiet.

Min interesse for samfundsforhold, politik og naturfag gjorde miljøingeniøruddannelsen på DTU til et oplagt valg, da den er tværfaglig og anvendelsesorienteret. Før studiestart tog jeg adgangskurser i matematik, fysik og kemi for at opfylde kravene, og i mine to sabbatår inden studiet arbejdede jeg blandt andet i Spanien. Jeg begyndte på DTU i 2014 som 23-årig, og selvom jeg var ældre end gennemsnittet, følte jeg mig hurtigt hjemme, og vi var flere som ikke kom direkte friske fra gymnasiet. DTU blev også stedet, hvor jeg mødte min mand. Vi blev gift og har i dag to børn. Vi fik vores første barn mellem bacheloren og kandidaten, hvilket fungerede godt, og jeg var højgravid med vores andet barn, da jeg forsvarede mit speciale. Kort efter begyndte jeg på min PhD, inden jeg gik på barsel.